Lynhurtig udlejning trods højere tomgang

Da erhvervsmægleren fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg, Karsten Lindgård Jensen, fik Danmarksgade 47 til udlejning, skulle der ikke mere end et par fremvisninger til, før kontrakten var underskrevet.

Faldende oliepriser og en uvis fremtid for olie- og gasindustrien har medført en relativt høj tomgang for kontorejendomme i Esbjerg. Da industrien var på sit højeste, byggede man nye, store kontorer i den vestjyske havneby, men med op mod 10.000 nedlagte jobs efter olieprisens fald, er antallet af udbudte kvadratmeter på kontorområdet højere end nogensinde. Den høje tomgang skulle dog vise sig ikke at få nogen indvirkning på udlejningen af Danmarksgade 47.

Et par fremvisninger krævede det, før domicilet var udlejet til to speciallæger, hvis førstevalg egentlig faldt på et andet domicil i byen, som blev udlejet for næsen af dem. Det tog således ikke lang tid at finde en lejer til det hvide kontordomicil i Danmarksgade, som ikke engang nåede at blive udbudt på nettet.

Den lynhurtige udlejning er ikke et enkeltstående tilfælde, bekræfter den vestjyske erhvervsmægler. ”Vi oplever i højere grad efterspørgsel på erhvervsejendomme i Esbjerg. Til trods for, at olie- og gasindustrien har været igennem en periode med store nedskæringer så er vi slet ikke i tvivl om, at vi med den netop indgåede Nordsøaftale mellem Staten og Mærsk, kommer til at kunne mærke en endnu større tilstrømning af virksomheder til byen. Ved siden af olie- og gasindustrien ser vi ligeledes en større tilvækst i branchen for vindenergi og det påvirker i den grad byens udvikling,” fortæller Karsten Lindgård Jensen.