Tæt parløb med EDC Erhverv sikrer storbank optimale lokaler

En samarbejdsaftale med EDC Erhverv sikrer Arbejdernes Landsbank optimale vilkår og lokaler over hele landet – både som lejer, udlejer, køber og sælger.

Mens andre banker blev hårdt ramt af finanskrisen og har lukket en masse filialer, så har Arbejdernes Landsbank fået mange nye kunder og både udvidet og optimeret filialnettet over hele landet. Det er sket i tæt parløb med EDC Erhverv Poul Erik Bech, som banken med rødder i fagbevægelsen længe har haft en fast samarbejdsaftale med.

”Da jeg kom til banken i slutningen af 2009, var der allerede et samarbejde, og det har vi siden udvidet. EDC Erhverv hjælper os med alt fra køb og salg af ejendomme til vurderinger og forhandling af lejekontrakter. Og så har vi en fast søgeaftale, hvor EDC Erhverv løbende hjælper os med at finde de bedste beliggenheder,” fortæller Henrik Schneller, chef for Facility Management.

Opkøb og åbninger

Allerede i efteråret 2008 overtog Arbejdernes Landsbank en håndfuld filialer fra den kollapsede Roskilde Bank, og siden er filialnettet vokset til 70 afdelinger over det ganske land.

”Vi har åbnet i nogle byer, hvor vi ikke var i forvejen, fx Holbæk og Ringsted på Sjælland. Her har EDC Erhverv hjulpet os med at finde frem til de bedste beliggenheder og sikret os de bedst mulige lejekontrakter. I andre byer, hvor vi var i forvejen, har EDC Erhverv hjulpet os med at finde bedre og mere fremtidsrettede placeringer,” siger Henrik Schneller.

Det sidste gælder fx i Næstved, Sønderborg og Aabenraa, hvor Arbejdernes Landsbank er flyttet til nye lokaler.

”Ved søgning af nye beliggenheder ser vi generelt på, om lokalerne er synlige og centralt placerede, om de har gode p-forhold og handicapadgang, og om der kan etableres let og tryg adgang for kunderne til en pengeautomat,” forklarer erhvervsmægler John Vogt fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Kolding.

Han er bankens faste kontaktperson, og så tager han fat i lokale EDC Erhverv-mæglere, når opgaver skal løses uden for hans eget område. Løsningerne kan ifølge John Vogt variere meget fra sted til sted:

”I Aarhus blev to afdelinger lagt sammen, og så blev der bygget helt nyt på Silkeborgvej i Åbyhøj, tæt på midtbyen. I Sønderborg blev et gammelt lejemål opsagt, og banken lejede lokaler i en ejendom ud til en mere befærdet vej. I Aabenraa blev en ejendom solgt, og banken flyttede ind i et nyere lejemål med bedre indretning og lavere energiforbrug.”

Landsdækkende og lokal

Samarbejdet omfatter stort set al form for rådgivning om ejendomme: Køb, salg, leje, udlejning og lejekontrakter.

Desuden bliver 7-10 af bankens ejendomme hvert år udtaget til en nærmere værdiansættelse til årsregnskabet. Her bliver Arbejdernes Landsbank hjulpet af vurderingsmæglere med lokalkendskab fra EDC Erhverv.

”For banken og for mig er fordelen ved et fast samarbejde, at jeg har én landsdækkende kontakt. Jeg kan ringe til John i Kolding, og så sætter han en lokal kollega på sagen. Nogle gange ringer jeg også direkte til en af hans kolleger, som dækker det meste i København og på Sjælland,” siger Henrik Schneller.

Han og den øvrige FM-afdeling i banken sidder sammen andre stabsfunktioner i  en ombygget lakridsfabrik i Glostrup. Hovedsædet for Arbejdernes Landsbank er den kendte Panoptikonbygning klos op ad Tivoli og Hovedbanegården.

Også John Vogt hos EDC Erhverv er glad for det mangeårige samarbejde:

”Vi er nærmest til rådighed i døgndrift, og som kontaktperson kan jeg hurtigt sætte kolleger i gang over hele landet, ligesom vi kan finde de rette lokale købere og lejere, når banken skal sælge eller leje ud. Mange virksomheder med filialer og afdelinger flere steder vil, uanset branchen, have stor gavn af et tilsvarende samarbejde, ikke mindst hvis de har planer om at vokse yderligere. Med 17 erhvervscentre er vi både landsdækkende og har indgående lokalkendskab, så vi kan hurtigt finde optimale lokaler med de bedst mulige vilkår.”

 

Få en fast samarbejdsaftale med EDC Erhverv

  • Løbende optimering af placering af filialer/afdelinger
  • Løbende overvågning af lejekontrakter
  • Køb og salg af ejendomme
  • Vurdering af ejendomme til årsregnskab
  • Landsdækkende mægler med stærkt lokalkendskab