Begrænset effekt på kontorefterspørgslen

De store påvirkninger, som Corona har haft på arbejdspladser herhjemme, har haft en begrænset effekt på kontorlokaleefterspørgslen. Det understøttes også af den betydelige økonomiske vækst og den historisk lave arbejdsløshed.

Det er derimod efterspørgselskriterierne, der i nogen grad har været påvirket. Virksomheder efterspørger nu i højere grad fleksible kontorløsninger som følge af større fokus på hjemmearbejde. Det er for tidligt at konkludere om tendensen fortsætter, da der er forskellige holdninger til graden af hjemmearbejde i fremtiden. Det er fortrinsvis i København, hvor udbuddet af fleksible koncepter er stort, mens der fx i Aarhus er efterspørgsel, men et begrænset udbud – særligt i centrum, hvor kontorer efterspørges størst.

Foruden fleksibilitet efterspørger både lejerne og investorerne i høj grad også moderne og bæredygtige kontorlokaler, der er fremtidssikre. Udbuddet er dog begrænset, men flere store projekter er på vej. Investeringslysten efter kontorer er generelt høj, mens transaktionsvolumen faldt betydeligt mellem 2019-2020, er transaktionsvolumen i 2021 tilbage på niveau med 2019, hvilket vidner om høj aktivitet og efterspørgsel. Særligt prime ejendomme er meget efterspurgte, hvor investorerne er parate til at betale rekordlave afkast for de mest attraktive aktiver. Det må dog forventes, at efterspørgslen vil aftage i lyset af de markante rentestigninger, som særligt gør sig gældende for små og mellemstore ejendomme, mens der fortsat vurderes en høj efterspørgsel på prime ejendomme, der især henvender sig til institutionelle investorer. Ser vi på andelen af ledige kontorlokaler på landsplan, udgør tomgangen 5,4% i 2. kvartal 2022, hvilket er et fald på 0,4 %-point siden sidste kvartal og det laveste niveau siden 1. kvartal 2009.