Høj efterspørgsel på industri- og logistikejendomme

Industri- og logistiksegmentet oplever i disse år drastiske ændringer. De større byer har i de seneste år konverteret en stor andel af industriområderne til boligkvarterer for at kunne imødegå og kapitalisere på den stadigvæk stigende interesse for at bo i de større byer.

Segmentet for industri- og logistikejendomme er i en opadgående trend, drevet af øget onlinehandel og teknologisk udvikling. Den danske onlinehandel voksede med 6% i 2020 til 154 mia. kr. på trods af, at der ”mangler” 20 mia. kr. fordelt på rejser og køb af billetter til museer, biografer, teatre og andre kulturbegivenheder.”

Den høje efterspørgsel efter industri- og logistikejendomme er primært fokuseret på nyere og moderne ejendomme med god loftshøjde, lette adgangsforhold og en placering tæt på essentiel infrastruktur såsom motorveje. Udbuddet af disse ejendomme er dog ikke fulgt med efterspørgslen, hvilket har medført et faldende afkast og stigende priser. Det er derfor nødvendigt, at der fortsat opføres nye og moderne industri- og logistikejendomme, da mange virksomheder med et akut behov efterspørger disse. Derfor vurderes det fortsat, at der er et uforløst potentiale, da der ikke er opført tilstrækkeligt moderne industriejendomme til at efterkomme markedets høje efterspørgsel.

Der er flere investorer, som er meget interesserede i at investere i moderne industri- og logistikejendomme eller bygge nye af denne ejendomstype, hvis en virksomhed vil indgå en længerevarende lejekontrakt, da dette kan være med til at sænke risikoen for investor betydeligt. Endelig er sale and leaseback transaktioner med lange lejekontrakter særdeles populære, da den lange lejeperiode er med til at mindske risikoen for investorerne.

Andelen af ledige industri- og logistikejendomme er 2,7%, hvor den primære tomgang findes blandt ældre og umoderne ejendomme, hvilket vidner om konstant aktivitet på markedet. Der er ligeledes forventninger om stigende markedsleje og faldende afkastkrav i flere områder.