Mød en søger

Bech-Hansen & Studsgaard har brug for et domicil i dobbelt størrelse, med ganske særlige faciliteter og den helt rigtige beliggenhed. De søger nu en stærk investor til at løfte opgaven.

Thomas Weston, Divisionsdirektør i Bech-Hansen & Strudsgaard.

Transport og logistikvirksomheden Bech-Hansen & Studsgaard er, gennem stor kommerciel succes, ved at vokse ud af sine nuværende bygninger. Derfor leder de nu efter et nyt domicil i umiddelbar nærhed af København, som lever op til virksomhedens komplekse behov.

”Vi ville helst blive på vores nuværende lokation, men har ikke mulighed for at udbygge vores nuværende domicil på Avedøre Holme, hvor vi er omkranset af fuldt udbyggede grunde. Det betyder, at vi nu enten skal på jagt efter en eksisterende ejendom til ombygning, eller opføre en helt ny ejendom, der matcher vores behov,” siger Tommy Weston, divisionsdirektør i Bech-Hansen & Studsgaard.

Komplekse behov

Bech-Hansen & Studsgaard har specifikke krav til ejendomsfaciliteterne, da de blandt andet benytter såkaldte modulvogntog, som er de største lastvognstog, der kan ses på de danske veje. De er 25 meter lange og må kun benyttes på godkendte vejstrækninger og områder.

”Desuden bruger vi cross-docking, som kræver tilkørselsforhold med lastvogn fra begge sider af ejendommen. Vi modtager varer i den ene side og pakker vogne i den anden side, hvilket sikrer en effektiv udnyttelse af kapaciteterne. Men det kræver meget plads. Alt i alt er vores behov derfor relativt komplekse, så udvalget af eksisterende ejendomme er begrænset. Men vores specielle behov er bestemt ikke unormalt for branchen,” siger Tommy Weston.

En detaljeret kravsspecifikation til ejendommen er netop fremstillet med hjælp fra EDC Erhvervs rådgivere. Grunden, der ledes efter, skal være mindst 14.000 kvm, og stor nok til en fordobling af den nuværende kontor- og lagerkapacitet. Det kommende lager på 3.000-4.000 kvm skal desuden delvist være temperaturreguleret, på grund af samarbejdet med den internationale pharma-industri.

Fra ejer til lejer

Bech-Hansen & Studsgaard er nu i processens indledende fase, hvor der nu skal søges en investor til projektet.

”Det er en spændende proces, som vi har startet op. Men som vi hilser velkommen, da vi længe har haft et ønske om at opgradere vores faciliteter i hovedstadsområdet, ligesom det giver mulighed for også at løse et andet behov. Nemlig, at vi kan opfylde et ønske at ophøre som ejer af vores eget domicil. Det ligger ikke i vores strategi, at eje vores virksomhedsejendomme. Vi er dygtige til transport og logistik. Ejendomsinteresser vil vi lade dem om, der er gode til det,” siger Tommy Weston.

”Det handler om fremtidssikring. Vi ønsker at frigive yderligere kapital til investeringer, så virksomhedens vækststrategi kan indfries, og medarbejderne tilbydes optimale arbejdsforhold. Det vigtigste er, at vi fortsat kan tilbyde fremtidssikrede transport- og logistikløsninger af høj kvalitet til kunder og samarbejdspartnere,” siger han. 

 

Læs hvordan EDC Erhverv hjælper med at løse opgaven her.