Lokalejagt i Nordsjælland

I Nordsjælland er tomgangen ifølge Ejendomstorvet.dk lavere end på landsplan, og det kan Jacob Lunding genkende som partner samt salgs- og udlejningschef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland i Hillerød.

”Under coronakrisen har der været meget lidt udskiftning, og nu får vi mange forespørgsler, ikke mindst om gode beliggenheder i Helsingør, Hillerød og Hørsholm. Men ikke meget står tomt – heller ikke steder, der tidligere havde udfordringer som fx hovedgaden i Fredensborg eller gågaden i Birkerød. I Birkerød hjalp vi bl.a. en cykelhandler med at finde større lokaler, efter at salget af cykler steg under coronaforløbet.”

Også områdets to største byer har bevægelser i markedet.

”I Hillerød er vi fx ved at hjælpe en køkkenbutik til byen, og i Helsingør kan vi registrere et pres på nogle af de lidt mindre butikker i sidegaderne. Byen har manglet omsætning fra svenske gæster, og samtidig har nogle butikker mærket hård konkurrence fra nethandel, men med fuld genåbning, så håber vi på, at der kommer endnu mere gang i detailbutikkerne,” siger Jacob Lunding.