Fremgang i sydvest

"Generelt kan vi leje stort set alle detaillokaler ud i øjeblikket, hvis de bliver udbudt på markedsvilkår," siger detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Frank Heskjær.

Dén melding bliver bekræftet af Frank Heskjærs kolleger rundt om i landet. Fx følger Esbjerg og det øvrige Sydvestjylland landstendensen med længere afstand mellem ledige lejemål.

”Vi oplever et fald i de tomme lokaler. Undtagelsen er en del af Kongensgade – Esbjergs traditionelt førende indkøbsgade med de dyreste lejemål. Her er stadig en del tomme butikker, og det stammer fra, da indkøbscentret Broen på 32.800 m2 åbnede i 2017. Både butikslokaler i Kongensgade og den øvrige del af Esbjerg oplever stigende efterspørgsel. Det gælder over en bred kam og både udvalgsbutikker og dagligvarer, hvor nogle af de store kæder søger nye og bedre lokaler,” fortæller Karsten Lindgård Jensen, partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg.

Billedet går igen i flere nabobyer. ”I Varde går det ligeledes godt med udlejningen, og vi er tæt på at afslutte salget af en strøgejendom. Ribe har ikke en eneste tom butik på sin gågade. Her er prisniveauet stigende. Med domkirken og den historiske bykerne har byen været stuvende fuld af turister, især fra resten af Danmark.”