Lave forbrugerforventninger

Forbrugertilliden for maj måned ligger på minus 22,4 og er dermed faldet yderligere siden sidste måned, til det laveste niveau nogensinde. Til sammenligning nåede indikatoren et rekordhøjt niveau i januar 2006, hvor den lå på 15,5. Gennemsnittet for de seneste seks måneder ligger på minus 10,8. Data for forbrug målt på MobilePay- og kortbetalinger viser dog fortsat, at danske forbrugere er modstandsdygtige over for den øgede usikkerhed og stigende priser. Forbruget i første halvdel af maj har således være ca. 10% højere end tilsvarende periode i 2019, og forbrugerne har ikke væsentligt øget opsparingsandelen.

Investeringslysten efter detaillokaler lader til at være vendt tilbage efter, at både 2019 og 2020 var præget af lav aktivitet. Sammenlignet med 2020 var transaktionsvolumen inden for detail dobbelt så stor i 2021. Det er særligt dagligvareporteføljer, der er meget efterspurgte, hvor der i de senere har været flere store transaktioner. Herudover er der øget interesse for shoppingcentre, hvilket kan forklares med de meget lave afkast inden for industri- og logistik, der betyder, at shoppingcentre kan være mere attraktiv ud fra en risikojusteret betragtning.

Forventningerne til afkastkrav og markedsleje er generelt stabile, men der er stadig enkelte områder hvor markedslejen stadig forventes at være nedadgående i de kommende kvartaler.

Tomgangen for detailejendomme ligger på 2,6% og er faldet med 0,3 procentpoint sammenlignet med niveauet for et år siden. I et længere perspektiv er tomgangen på detailejendomme på det laveste niveau siden 2010. Den højeste tomgang findes i Region Syddanmark med 3,3% og laveste tomgang i Region Hovedstaden med 2,0%.