Udlejere og lejere må stå sammen i ekstra svær tid

Med en coronakrise oven i stigende nethandel må både udlejere og lejere være fleksible og samarbejde om at skabe optimale lokaler og følge nogle af de aktuelle tendenser i detailhandlen. Sådan lyder opfordringen fra EDC Erhvervs detailchef.

”Detailbranchen gik ind i 2020 med den højeste tomgang i de 17 år, Ejendomstorvet.dk har udarbejdet statistik på området. Så kom coronakrisen med øjeblikkelig lukning af bl.a. cafeer, spisesteder, frisører og butikscentre. Selv store og umiddelbart solide kæder er blevet hårdt ramt og måtte hjemsende og fyre medarbejdere og lukke afdelinger. Vi har set adskillige konkurser, og det bliver svært at undgå højere tomgang en periode. Det bør mane til samarbejde mellem udlejere og lejere i detailhandlen.”

Opfordringen kommer fra Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech. Fra sit kontor i Aarhus er han i løbende kontakt med både EDC Erhvervs 17 afdelinger over hele landet og med kæder inden for alle grene af detailhandlen.

Han påpeger, at det er gået langsomt med en korrektion i markedet, fordi en del udlejere har ønsket at holde fast i lejeniveauerne så længe som muligt og ofte først har sænket lejen, når lokaler blev genudlejet. Lavere lejeindtægt kan nemlig betyde nedskrivninger hos udlejeren og kan desuden gøre finansieringen dyrere.

”Men begge parter bør være fleksible og arbejde for fælles løsninger: Butikslejerne kan ikke forvente automatisk at få permanent lavere leje, men i stedet kan parterne fx drøfte at opgradere og forbedre lokalerne. Udlejerne kan i en periode give rabat eller henstand for at hjælpe lejerne igennem og må mere langsigtet overveje at investere i lokalerne, så de fx bliver mere bæredygtige og lever op til butikkernes behov om facade og indretning,” siger Frank Heskjær.

Liv i lokaler

Han forventer også, at kommunerne vil spille en mere aktiv rolle efter coronakrisen.

”Mange kommuner bør overveje, om lokalplaner kan blive mere fleksible, og hvordan kommunen selv kan skabe mere liv – både i bymidterne i de mindre byer og uden for handelsstrøgene i de større byer. Kommunen kan måske selv rykke aktiviteter ud i gadehøjde og gøre det lettere at åbne motionscentre, sundhedsklinikker og spisesteder. Uden for bycentrene og i sidegader kan det være aktuelt at omdanne tidligere detaillokaler til boliger. Udlejerne skal forsøge at udnytte de ekstra muligheder og skal måske gå i dialog med rådhuset om løsninger,” anbefaler Frank Heskjær.

Han er sammen med kolleger i EDC Erhverv jævnligt i kontakt med kommuner om at forbedre mulighederne for, at hidtidige detaillokaler får nyt liv.

”Med erhvervscentre over hele landet har vi fingeren på pulsen, og derfor kan vi rådgive om, hvad der kan lade sig gøre i den enkelte kommune. Vi tager gerne del i en dialog med det lokale rådhus om en løsning, der skaber værdi for såvel udlejer som lejer og samtidig bidrager til byens atmosfære ved at skabe liv i tomme lokaler.”

Ønsker fra lejerne

I Frank Heskjærs optik må butikslejere konstant følge med i udviklingen og forholde sig til nye tendenser.

”Under coronakrisen er endnu flere forbrugere blevet vænnet til at købe ind over nettet, og det skærper behovet for at supplere den fysiske butik med netløsninger – og gøre besøget i butikken til en oplevelse, fx med god rådgivning og tilbud om andre produkter og ydelser. For en del butikker og spisesteder kan det være interessant at tænke i blandingskoncepter.”

Udlejerens rolle bør omfatte at støtte ønsker og nye behov hos lejerne, mener Frank Heskjær:

”Udlejerne skal være meget opmærksomme på, om deres lokaler lever op til ønsker og krav hos både nuværende og mulige fremtidige lejere. Og hvis ikke lokalerne gør det, så er det relevant at se på, om ombygninger, istandsættelser eller måske sammenlægning af mindre lejemål kan gøre kvadratmeterne mere attraktive. Det kan handle om bedre adgangsforhold, bedre mulighed for skiltning, bedre belysning, mere bæredygtige lejemål og om lokaler, som fx gør det muligt at blande to koncepter.”

Vil du høre mere om, hvordan du kan sikre værdien af dine detaillokaler? Kontakt Frank Heskjær her.