Havemøbel-pop-up betaler udgifterne

For udlejer GJA Holding udgjorde tilbuddet fra en pop-up-butik med havemøbler en mulighed for at få dækket de løbende udgifter.

Efter et halvt års tomgang valgte GJA Holding at udleje det 2400 kvm store, tidligere byggecenter i Hillerød til en pop-up forretning med havemøbler.

”Vi søger stadig efter en langsigtet løsning, men er godt tilfredse med at have fundet sammen med HaveMøbelHuset,” siger Gert Jensen, direktør i GJA Holding.

Lejemålet blev bygget for ti år siden specifikt som udstillingslokale til et byggemarked i Stark-kæden. Det har stået tomt siden august sidste år, hvor kontrakten udløb. Siden har GJA Holding gennem EDC Erhverv været på udkig efter en ny lejer, og her blev det foreslået at leje midlertidigt ud til HaveMøbelHuset.

Få udgifterne dækket i ventetiden

For et par måneder siden, kom en henvendelse fra konceptbutikken HaveMøbelHuset, der søgte et udstillingslokale til foråret og sommeren. GJA Holdingslokale passede perfekt til formålet.

”Fordelen for os er, at vi får dækket vores udgifter til ejendomsskat og forsikring i den periode, HaveMøbelHuset bor i bygningen, mens vi søger efter en mere permanent løsning,” siger Gert Jensen, der vedkender sig, at det har været en øjenåbner, at en løsning kunne være en pop-up forretning.

”Jeg havde hele tiden tænkt i langsigtede løsninger,” siger han.

Perfekte lokaler til konceptet

HaveMøbelHuset har i 17 år slået butiksdøren op forskellige steder i landet, når foråret meldte sig, og lukket døren igen sidst på sommeren. Konceptet er at udbyde 5-10 gange så mange forskellige havemøbelsæt, i forhold til udbuddet i traditionelle byggemarkeder.

”Vores forretningsmodel er have noget for enhver smag. Vores sortiment går fra lavpris-havemøbler til en lang række valgmuligheder for dem, der ønsker sig den allerbedste kvalitet,” siger direktør og grundlægger Jesper Møller.

For HaveMøbelHuset var GJS Holdings lokale i Hillerød ideelt. En stort, kvadratisk udstillingslokale næsten uden vægge, hvor kunderne frit kan bevæge sig mellem de opstillede havemøbelmiljøer. Desuden ligger forretningen et sted med mange forbipasserende, hvilket har været afgørende.

”Tidligere kunne vi godt placere os afsides og eksponere os gennem lokalaviser og anden annoncering. Vores erfaring er nu, at det ikke er sådan, vi markerer os bedst. Synlighed i bybilledet er det vigtigste, så vi kan tiltrække folk til spontant at komme ind og kigge på vores udvalg,” siger Jesper Møller.

Mulig løsning på lang sigt

Allerede nu kan Jesper Møller godt forestille sig at vende tilbage til lokalerne i Hillerød igen til næste år.

”Jeg kan ikke vide, om de er ledige. Når sæsonen er ved at være slut, tager vi nok en snak med udlejeren,” afslutter han.